Nyt job - bravo tours - thomashoeg.dk

Nu starter en ny rejse hos Bravo Tours

Det er snart slut. Efter tre lærerige, udfordrende og spændende år hos ReaMed lakker det mod enden. Jeg skal ud på en ny rejse (i bogstaveligste forstand), og den starter når den første låge i julekalenderen skal åbnes.

Jeg bryder ud af de vante rammer, og fra mandag d. 1. december rykker jeg de arbejdsmæssige telt-pløkker op og rykker dem ca. 100 km sydpå – til Herning. Her står en ny hverdag hos Bravo Tours for skud, hvor jeg tiltræder som ‘e-commerce manager’.

Det er med (meget) stor begejstring, at jeg skal prøve kræfter med en spændende virksomhed i en uhyre interessant branche. En branche, hvor slagene skal slås online, og hvor branchen som helhed har oplevet en stor forandring henover de seneste år med overgang fra offline til online medier. Samtidig er konkurrencen stor, udfordringerne endnu større – og jeg er glæder mig til at være med til at løse dem. Og så kan jeg da heller ikke skjule en ret stor begejstring for de produkter Bravo Tours har på hylden :-)

“Moving on, is a simple thing, what it leaves behind is hard”

 – Dave Mustaine

Det er bliver bestemt ikke uden vemod, at jeg må vinke farvel til ReaMed og en masse gode kollegaer. Det har været tre spændende år, hvor den har stået på masser af udfordringer, beslutninger og hårdt arbejde. En god kombination, som blandt andet har vakt MitLiv.dk til live – helt fra grunden.

Men tiden er blevet til luftforandring, nye spændende udfordringer og et nyt kapitel. Alt dette starter på mandag…