Online Überwachung

Sådan kigger du konkurrenten over skulderen

Hvis nu bare man vidste hvad konkurrenten rodede med, så ville det hele være lidt nemmere.

Ikke sandt? Men måske bare ikke så nemt.

Og dog.

Her får du 10 helt konkrete tricks til hvordan du kan kigge med hen over skulderen på konkurrenten, og blive lidt klogere på hvad de går og sysler med.

De fleste tricks er skrevet til e-købmænden, men de fleste brancher kan alligevel få glæde af (om ikke andet) nogle stykker af dem.

#1 Ånd dem i nakken når de besøger din webshop eller website

Du besøger selvfølgelig din konkurrents site med jævne mellemrum for at følge med i hvad de går rundt laver.

Ret basic, ikk’.

Men tippet her handler om præcis det modsatte.

Nemlig hvad din konkurrent følger med i, hos dig.

Bruger du Google Analytics (andet webanalyse software kan sikkert det samme) kan du følge med i det hele. Virkelig det hele!

Hvilke sider og produkter de ser? Hvor lang tid kigger de på siderne? Hvordan fandt de denne gang vej til hjemmesiden – Google søgning eller måske dit nyhedsbrev?

… jeg kunne blive ved.

Det du skal bruge for at kunne dette, er et avanceret segment, der kun viser dig de data som brugere fra deres netværksdomæne placerer.

Bemærk: Tricket kræver at din konkurrent har et unikt netværksdomæne for deres virksomhed.

Sådan laver du det avancerede segment

Gå til Administrator i topmenuen.

Vælg Segmenter nederst på siden længst til højre.

Opret et nyt segment – Giv det et navn øverst – og derefter vælger du Betingelser under avanceret.

I vælgeren for dit filter finder du ‘Netværksdomæne’ og sørger for at vælge matcher eksakt lige venstre for vælgeren.

Derefter søger du efter din konkurrent navn og ser om der dukker et match op.

Skulle jeg eksempelvis finde besøgende fra virksomheden Cowi – ville det se nogenlunde sådan ud:

ga-avanceret-segment

Til sidst trykker du bare på ‘Gem’ og så er segmentet klar til at blive brugt.

Når du har aktiveret segmentet efterfølgende, kan du se din konkurrents data særskilt i stort set alle Google Analytics’ rapporter.

#2 Få nys om din konkurrents omsætning

Et lille trick, som jeg i sin tid opsnappede fra Martin Thorborgs e-pusher.

Et super simpelt trick, der stort set ikke koster dig noget – og som give kan dig en indikation om aktiviteten og omsætningen hos din konkurrent.

Det du gør,

  1. Bestil en vare hos din konkurrent
  2. Når du modtager den, noterer du fakturanummeret/ordrenummeret
  3. Vent 14 dage eller en måned
  4. Bestil igen en vare hos din konkurrent
  5. Sammenlign fakturanumrene eller ordrenumrene og find differencen.

Vapti. Du har antallet af bestillinger din konkurrent har ekspederet hen over de seneste 14 dage eller måned.

Ret nyttig viden.

Du har derudover måske en lille fornemmelse af hvad en gennemsnitsordre fra konkurrenten lyder på. Om ikke andet så kan du bruge din egen forretning som reference, og dermed måske anslå, hvor stor deres ordreværdi er. Herefter er det jo meget simpelt, at regne frem til deres månedsomsætning.

Dette skal du være opmærksom på

Husk nu. I næsten en hver forretning er der sæsonudsving. Så derfor behøver maj måneds omsætning jo ikke nødvendigvis, at være den samme som decembers.

Heldigvis kan du jo bare gentage tricket de gange du lyster (og tør i forhold til om du bliver opdaget! :-) )

PS. Kan du ikke udstå tanken om at have spyttet penge i kassen hos din konkurrent, så har du jo heldigvis 14 dages returret.

#3 Hold øje med de vigtige sider

Et andet nifty trick er, at opsætte overvågning af dine konkurrenters vigtigste sider på deres hjemmeside eller webshop.

Måske kan det være interessant for dig, at vide når et produkt skifter pris, specifikationer, bliver yderligere opdateret eller andet?

Eller måske kunne det rart at vide når konkurrenten ændrede handelsbetingelser (nye betalingsmetoder, leveringsmetoder eller andre interessesante oplysninger)?

Du skal selvfølgelig ikke side dagen lang også trykke refresh på deres sites for at få fingrene i disse oplysninger. Der findes nemlig en række glimrende services, som er din ven i nøden.

Her på et par stykker

#4 Læs deres regnskaber

Selvom du ikke er en tal-haj, så kan der altså findes rigtig meget guld begravet i et regnskab.

Det kan ikke nødvendigvis fortælle dig hele sandheden, men du kan få nogle fine fingerpeg omkring din konkurrents likviditet, indtjeningsevne, risikovurdering mv.

Træerne vokser dog desværre ikke ind i himlen.

For enkeltmandsvirksomheder kan du eksempelvis ikke finde nogle regnskabstal, og for de forskellige selskabsformer er der forskellige krav til hvilke tal der skal offentliggøres.

Men ingen har sagt det skal være nemt at drive forretning vel :-) – og du må tage hvad du kan få. Men det er helt sikkert værd at tage med. For som sagt, så kan der være rigtig mange spændende ting at læse ud fra et regnskab.

Du kan finde en rigtig god begyndervejledning til regnskabsanalyse her.

Skal du have fat i regnskaberne, så kan du for eksempel finde dem her:

#5 Billed- eller tekstsøgning i Google, for at lure evt. leverandører

Er du i tvivl om, hvem din konkurrents leverandør er? – så kan dette trick i nogle tilfælde vise dig vej.

Din ven hedder Google (ligesom i så mange andre tilfælde).

Ved at søge efter produktteksten eller produktbilledet, som din konkurrent har liggende – så kan du muligvis finde frem til leverandøren (eller andre webshops som sælger det samme produkt måske).

Sådan gør du ved produktteksten

Kopier hele eller dele af produktteksten, der ligger på konkurrentens webshop.

Indsæt dette i en Google søgning og se hvad der kommer frem.

Er der uoverskueligt mange resultater, så prøv eventuelt at sætte ” på begge sider af din søgning. Så sørger Google nemlig for kun at give dig søgeresultater, hvor sætning står i præcis samme rækkefølge som det du har søgt efter.

Måske er din konkurrents leverandør blandt søgeresultaterne? For ofte kopieres produkttekster blot 1:1, og derfor kan du være heldig at ramme plet.

Sådan gør du ved produktbilledet

Gem produktbilledet på din computer. Start en Google billedsøgning og træk billedet fra din computer ind i søgefeltet.

Herefter får du vist alle de sites der indeholder konkurrents billede (Bonus tip: Brug samme fremgangsmåde, hvis du skal aflure om nogle af dine unikke billeder er blevet kopieret af andre).

Også produktbilleder kopieres ofte 1:1 fra leverandøren, så kan du måske også være heldig at finde frem til leverandøren.

#6 Find do’s and don’ts i anmeldelser

Du kan finde masser af inspiration til din forretning ved, at kigge din konkurrents anmeldelser efter i sømmene. Her tænker jeg på de utallige anmeldelser der bliver opfanget af services såsom

  • Trustpilot
  • Facebook
  • Google+ Local
  • Yelp
  • Tripadviser

Og der er mange flere.

Ligesom du selvfølgelig allerede bruger de anmeldelser du selv får til at gøre din forretning (endnu) bedre – så kan du også her finde bunkevis af do’s and don’ts, der er lige til at prøve af på hos dig.

Skamroser anmeldelserne et særligt produkt eller en service, som du ikke selv udbyder endnu – hvorfor så ikke tyvstjæle dette forslag?

Er der brok over for lang leveringstid igen og igen, ja, så er dette i hvert fald et område, som du absolut ikke må nedprioritere.

Og sådan kan du blive ved.

Det kan være en sand guldmine.

#7 Google Alerts

Google Alerts har i mange år været en perfekt allieret til at finde interessante sider på nettet omhandlende søgeord du selv bestemmer.

Det kunne være dit eget brandnavn – eller – måske din konkurrents?

Måden den fungerer på er, at du indtaster et søgeord du gerne vil overvåge.

Når Google så støder på nye sider indeholdende dette søgeord, så sender de dig en e-mail. Det kan enten være på dagsbasis eller ugebasis.

Jeg vil egentlig ikke skrive en masse her, for jeg vil i stedet overlade ordet til denne ressource fra Searchenginejournal.

For det er virkelig mange fede måder at bruge Google Alerts på.

#8 Det kan være okay, at være en stalker

Det lyder ganske banalt. Men ofte glemmer man, at gøre det der ellers virker lige til.

Sørg nu for at være tilmeldt dine konkurrenters nyhedsbreve (brug evt. en e-mail adresse, der ikke lige tilhører din virksomheds domæne).

At få nyhedsbrevet serveret i din indbakke kan give dig en fin indikation om hvad der rør sig hos din konkurrent.

Og så ligger det jo lige for også at følge dem på Facebook, Twitter, G+, Instagram, Pinterest og hvad de nu ellers hedder.

Jeg ved det lyder lidt stalker-agtigt. Men lige i dette tilfælde er det okay, og de info du får derfra – kan gå hen og blive guld værd.

#9 Ansættelser

Søger din konkurrent nye medarbejdere, så kan det ofte give dig lidt indikationer omkring retningen for deres strategi.

Læs jobopslaget godt igennem, og særligt efter hvilken profil der søges efter og hvilke kvalifikationer der stilles.

Og er du skarp. Så læser du også lidt mellem linjerne!

Har konkurrenten en ‘Job-side’ på deres site, så kan du bruge et af ‘change-detect’-værktøjerne fra tippet om at holde øje med de vigtige sider – til arbejdet med overvåge siden.

Derudover findes der flere jobsøgningsrobotter, som du kan bruge til automatisere overvågningen.

#10 Benchmark dig op imod konkurrenten

Der findes masser af spændende tools på det store internet, der kan hjælpe dig til at sammenligne dig med konkurrenten.

Her får du nogle af de tools

Proff.dk (gratis, men findes også i en betalingsudgave) – førnævnt værktøj til at kigge lidt ned i konkurrentens regnskabstal. Heri kan du også sammenligne med andre firmaer.

Similarweb.com (gratis, men findes også i en betalingsudgave) – kan give dig sindsygt mange fede insights om en sides webstatistik. Selvfølgelig kan tallene ikke tages 100% korrekt, men de tests jeg har foretaget med toolet har det faktisk ramt ret tæt på. Du kan tilmed indtaste både dit site – og din konkurrents – og dermed få direkte sammenligningsdata.

Alexa.com (gratis, men findes også i en betalingsudgave) – kan ligesom similarweb.com give dig insights om webstatistik, men har også nogle demografiske data. Ofte synes jeg dog, at der mangler data for danske sites – og skal du lave direkte benchmarks skal du benytte betalingsudgaven.

Hvad er dit bedste spion tip?

Ligger du inde med et super fedt tip, der kan vride noget viden ud af din konkurrent? Så smid det i kommentarfeltet nedenfor, så vi kan få samlet dem alle.